Du er ikke alene
AK-behandling / eller antikoagulationsbehandling, som behandling med blodfortyndende medicin hedder – behøver ikke begrænse din tilværelse, når blot du tager nogle enkle forholdsregler.
Mange er i samme situation som du og lever godt med det.
Omkring 90.000 danskere skønnes at være i AK-behandling.
K-vitamin og AK-behandling
Formålet med AK-behandlingen er at forebygge blodpropper ved at nedsætte blodets evne til at størkne. Størkningsevnen skal lige netop nedsættes så meget, at man ikke danner nye blodpropper og samtidig ikke så meget, at man risikerer at få blødninger.
Blodet har en naturlig størkningsevne, som sikrer, at blodet størkner eksempelvis ved små rifter og sår. K-vitaminet medvirker til denne proces. AK-behandlingen hæmmer virkningen af K-vitaminet, og det betyder, at blodet ikke størkner så let.
Det betyder også, at behandlingen kan påvirkes, hvis man indtager meget store mængder K-vitamin. K-vitamin findes i varierende mængder i flere fødevarer, især i grønne grønsager (se nedenfor).
Hvis man indtager meget K-vitamin, kan man få behov for mere blodfortyndende medicin for at opnå den rette effekt.
Det betyder ikke, at du skal undgå K-vitamin. For at få den bedste balance mellem størkningsvirkningen og den mest stabile AK-behandling, er det nødvendigt, at du får lidt K-vitamin hver dag. Du skal derfor spise varieret og regelmæssigt og udelukkende være opmærksom på at undgå for store mængder af de fødevarer, der har meget højt K-vitaminindhold.
Spørg din læge, om kosten har indflydelse på netop den type blodfortyndende medicin, som du får.
Spis grønsager hver dag
Du kan roligt spise grønsager hver dag. Du skal bare være opmærksom på, at enkelte grønsager og andre madvarer indeholder meget K-vitamin.
Hjerteforeningen anbefaler, at voksne spiser 600 gram frugt og grønt hver dag – ca. halvt af hver. Det gælder også for dig, der er i AK-behandling. Frugt og grønsager indeholder mange vigtige næringsstoffer, kostfibre og andre sunde stoffer, der blandt andet forebygger blodpropper. Du kan spise alle slagt frugt og næsten alle slagt grønsager.
For at få en stabil virkning af AK-behandlingen bør du fordele de mest K-vitaminrige fødevarer jævnt over ugen. Spis højst i alt 100 gram af disse grønsager om dagen. Det gælder både friske og frosne, rå og tilberedte.
Der er meget K-vitamin i
- Spinat
- Broccoli
- Rosenkål
- Grønkål
Persille, purløg og korianderblade indeholder også meget K-vitamin, men kan sagtens bruges som drys og i dressinger, da man oftest kun spiser få gram af det.
Visse grønne urter og blade, der anvendes i japansk og kinesisk madlavning, har et tilsvarende højt indhold af K-vitamin. For eksempel kan nævnes asatsukiblade, som anvendes til sushi.
Ander mad- og drikkevarer der har et højt indhold af K-vitamin er
- Kikærter
- Sojaolie/sojaprodukter
- Tang
- Grøn te (du kan drikke tre krus om dagen)
Vil du gerne spise en større mængde af de K-vitaminrige grønsager og andre madvarer, så gør det i nogenlunde samme mængde hver dag, så din medicin kan justeres efter det.
AK-behandling og alkohol
Indtagelse af store mængder alkohol kan øge blodfortyndingsværdien (INR) og påvirke din AK-behandling. Det frarådes derfor at indtage større mængder alkohol sammen med behandlingen.
Tal med din læge om det.
AK-behandling, naturlægemidler og kosttilskud
Naturlægemidler og kosttilskud kan have indflydelse på din AK-behandling. mange former for alternativ medicin kan i sig selv virke blodfortyndende – også uden at have synlig indflydelse på din blodfortyndingsværdi. Derfor bør du altid informere din læge/sygeplejerske om, hvilke naturlægemidler og kosttilskud du tager.
Tænker du på at begynde eller at holde op med at bruge naturlægemidler og/eller kosttilskud, gælder samme råd: tal med din læge først.
AK-behandling og vægtændring
Ønsker du at tabe dig eller tage på i vægt, så tal med din læge om det, da større kost- og vægtændringer kan påvirke din AK-behandling.
Normale variationer i INR-værdierne
Når man er i AK-behandling vil man opleve, at ens blodfortyndingsværdi (INR) varierer lidt fra måling til måling. Ændringer i INR-værdier indenfor det fastlagte behandlingsinterval (oftest 2-3, sjældnere 2,5-3,5) vil som regel være uden betydning, idet der for det enkelte menneske vil være en naturlig variation fra måling til måling.
Det er sjældent, at store udsving i INR skyldes et enkelt K-vitaminrigt måltid. Oftest vil udsving, der er forårsaget af kosten skyldes, at man i længere tid har indtaget større eller mindre mænger K-vitaminrige fødevarer.
♥ Ovenstående efter anbefaling fra Hjerteforeningen ♥